Bilulykke paa Horgen!!

Bilulykke paa Horgen!!

Det var vel i 1951 at den nye veien fra grensen mellom Øvre og Nedre Eiker og forbi Haga ble bygget? Tidligere var «Gamleveien», nå Klommesteinveien, en del av hovedveien til Kongsberg og Ringerike. Den var forresten en del av den første riksveien i Norge, «Sølvveien» mellom Kristiania og Kongsberg. Oppe i «Gamleveien» sto det inntil 1970-årene et støpejernskilt med følgende opplysning: «6 mile til Kristiania».

Det var i «Det herrens år» 1920 – at en, den 3dje august kunne lese i Fremtiden om bilulykken. Det var jo ikke så mange biler den gangen og en bilulykke var en begivenhet som måtte behørig refereres og beskrives. Morsomt å lese referatet med det snirklede språket som var i bruk den gangen. Både kona til bileieren og publikum fikk uttale seg om saken og fikk sine antagelser om årsaksforhold referert i avisen.

Avisen konkluderte med at «Det må anses som avgjort at de to herrer var beruset». Likevel får vi til slutt vite at de fikk kjøre videre etter at de hadde kjørt bilen fremover et stykke og det dermed ble konstatert at sjåføren «nu hadde fullt herredømme over sin vogn». Ja, ja. Da var det vel ikke mer enn rett og riktig at de fikk kjøre videre?

Her kommer artikkelen i Fremtiden:

Fremtiden 3. august 1920.

Bilulykke paa Nedre Eiker.

En bil i god fart vælter i Horgensvingen.

Var chaufføren beruset?

En bilulykke indtraf søndag paa Nedre Eiker – heldigvis uten at faa alvorlige følger. Det var imidlertid paa et hængende haar at følgerne kunde ha blit meget alvorlige, og der knytter sig ogsaa endel detaljer til begivenheten som gir den en viss interesse.

Saken fremstilles saaledes: En Kristianiabil kom i god fart kjørende nedover Krogstadelven. Kommet til Horgensvingen, som er kjendt for at være noksaa vanskelig for bilister, idet den gaar omtrent i ret vinkel, kom bilen litt for langt ut paa veikanten – der hadde ligget en grushaug der og denne var netop tat væk, hvad der hadde tilfølge at græsbakken ikke saaes, hvad der igjen kan tænkes at ha bevirket at bilisten trodde at veien gik længere ut end den i virkeligheten gik.   Folk som var vidne til ulykken paastaar forresten ogsaa at bilen plutselig begynte at bevæge sig i zig-zag, og dette brakte dem paa den tanke at chaufføren var beruset.

Bilen kom altsaa forlangt ut og dette hadde tilfølge at den væltet. Ombord i den var to herrer og en dame. Damen og den ene av herrerne kom ikke under bilen, men det gjorde derimot chaufføren. Tililende folk fik bilen løftet op. Det viste sig da at den uheldige chauffør var blitt noksaa ilde tilredt. Dr. Nygaard som kom tilstede konstaterte dog at skaden ikke var alvorlig; det eneste var at høire arm var stygt klemt, men noget brudd var der ikke. Derimot hadde de alle faat endel lettere skrammer og var ellers forffærdelig tilredt av olje m. v.

Det viste sig at den skade bilen hadde faat ikke var større end at den kunde brukes. Rattet var slaat endel istykker og endel av skjærmen var ramponert, men det var ogsaa det væsentligste.

Den kvindelige passager forklarte, at chaufføren, som ogsaa eiet bilen, var hendes mand. Som aarsak til uheldet forklarte hun at manden hadde kjørt bilen nærmest uavbrudt fra lørdag morgen. De kom nu fra Vestfossen og skulde til Kristiania. Det var dette at han hadde kjørt saameget som hun antok var aarsaken til at han mistet styringen.

Imidlertid maa det anses avgjort at de to herrer var beruset. I hvor høi grad dette var medvirkende til ulykken er jo ikke godt at si, men at det ikke var egnet til at øke sikkerheten er jo utenfor diskussion.

Imidlertid fik de dog tilladelse til at kjøre videre efter at de hadde kjørt bilen fremover et stykke og det viste sig at chaufføren nu hadde fuldt herredømme over sin vogn.

______________
Her kan du se avissiden som også inneholder mere Eikerstoff

SiB_028463

Avfotografert på Eiker Arkiv

 

Skjærtorsdag

Skjærtorsdag 2016 – Det var i går det.

Har vært en tur i hagen og «pusla litt». Nei da, ikke jobba for en bør vel holde påskedagene såpass hellige at ingen gudfryktige blir vonbrotne. Det lå igjen en del kvister fra tidligere beskjæring av et epletre. Godt å være ute litt og fint å få rydda litt.

Småfuglene kvitrer og venter på mere varme de også. Fuglekassa på garasjeveggen er foreløpig ledig. I fjor fostra et kjøttmeispar opp sine unger her. De er velkomne igjen i år også.

_DSC1527

Velkommen til ny sesong i staselig bolig. I bakgrunnen ser vi naboens bikuber.

Alle årstider har sin sjarm. Akkurat nå gleder jeg meg til varmere og lysere tider. Unner påsketuristene skiføre hele påsken ut, men etterpå vil jeg ha full vår.

DSC01094

Hestehov.

Hvor i all verden kan det være finere vår enn akkurat her på våre breddegrader? Nytt liv sprenger seg fram, alle de fine lyse grønnfargene dominerer, de første vårblomstene, kveldene blir lysere og lengre og lengre. Våren og sommeren ligger foran oss. Det blir mange turer i skog og mark.

DSC01096

Blåveis.

DSC01090

Gleder meg til dette. (Foto fra 2011)

Fant fram noe som min gode venn Olav på Arkivet har fått avfotografert fra vittighetsbladet «Hvepsen». Her har vår kjære sambygding Herman Wildenvey levert dette vårdiktet for ca. 100 år siden:

Trækfuglsang om vaaren.

Atter har vort himmelstrøg sin velfortjente vaar
og seilere og sædemænd og sangere faar hyre.
Og aldrig kom de susendee saa solfuld som iaar,
og aldrig mere tvungen til at prises lidt paa lyre.

Og jeg vilde vel og gjerne gjøre sang om det jeg saa,
hente hid en regn av roser, skjænke i til ung og graa
af den dyre vin som perler evig ung i verdens aarer!
Jeg vil saa de skjønne syner selv på stengrund i hvert sind,
og den vemodsglans som blinket i en fager kvindes taarer
skulle skinne gjennem sangen som en kostbar stjernes skin.
Og den frydefulde ynde som av unge kvinders gang
skulde smyge som en morgenvaagen tone i min sang.

Man længes efter haver, hvor der ingen haver er!
Og hvor alt er bare blomster, der blir pragten til besvær.
Og saa flygter man fra syden mod en sommerkarrig egn,
hvor man driver om i isen under hjærtekuldens tegn.
Og man fanger vilde glæder, som de vænger èn imøde,
men man hilser haan og sorger med en venligsindet ed…
Og store skjønne templer ligger stormknust i det øde,
og ingen stjerne lyser èn mod livets maal og med…

Men saa rinder atter dagene med sang om skjønne steder
og jeg flakker efter vaaren. Og at flakke er mit fag…
Og i stille ord fortæller jeg om smaa og store glæder
og sorgen rækker rundelig og godt fra dag til dag.
Er der vinter i og om mig drar jeg atter mot en vaar,
for jeg aner at den larmer vel med vold et steds i syden
og jeg finder den og fanger den og flygter efter lyden
og lever i dens rosenrus det hele lange aar.

Herman Wildenvey.

Offentliggjort i «Hvepsen» 1. mai 1910.

God Påske!

Heisann! Det er 20. mars og det er vår – og ikke bare det – det er Palmesøndag! Sola skinner og det er en fin dag. På veien er det bare litt mere trafikk enn på en vanlig søndag. Ikke så mange med skier på taket. Skiutstyret liggen nok på hytta tenker jeg.

Vi skal være hjemme i påsken. Helt greit. Det er ikke så langt til hjemmeskauen og skiføre – hvis en vil det.

Det jeg egentlig skulle si var bare:

God Påske!

til dere som trofast følger meg på bloggen. Forresten God Påske til alle dere andre også – som slumper inn på bloggen!

*******

 Som sagt tidligere holder jeg på med å samle på stoff og dikt av Olaf Korsgaard. Olav på Arkivet finner fram diktene og jeg fotograferer og skriver av noen. Her kommer to påskedikt som er gjengitt i tidskriftet «Hvepsen» ca. 1915:

«I paaskesølen»

Saa tankefuld Linken paa gaterne tripper,
de himmelblaa øine mot solskiven glipper.
Med nystrøken kjole og tiptop figur
hun vandrer sin morgenfornøielsestur.

Men til hvilken side hun føtterne flytter,
hun møtes av blinkende sølevandspytter.
Ti vaaren har gjæstet vort land og vor by,
hver blomst under snøen skal fødes paany.

En spurv i det deilige badevand dukker,
men Linken hun stanser fortvilet og sukker:
«Jeg ser ingen utvei, vet ikke hvorhen,
ak, om jeg blot møtte en eneste ven.

At hoppe fra gaten paa fortauget over,
er mer end en backfisch med lakstøvler vover.
Naar saalen er glat, kan det vaarbløte muld
saa let føre til at man ramler omkuld.

Da kommer, o jubel! – en løitnant hun kjender.
I farten han rekker to frelsende hænder,
og Linken hun roper: «Min tak, løitnant Hall!
Jeg var vel den første De reddet fra fald?»

Olaf Korsgaard.

 

Paasketur.

Paa skitur i paasken
det er jo moderne.
Til fjeldet! til fjeldet!
de summer i mundene.
Ved alle jernbaner
der staar man paa tærne
fra purunge bakfisk
og helt ned til hundene.

De kommer til hytta
med lastede rappe *)
bevist om sin dyd,
pasiarende, leende.
Tilbake de vender,
forpinte og slappe.
De faa som var blinde
– nu er blitt seende.

Olaf Korsgaard.

*) Ryggsække.

 

Om Øvre Eiker herred i 1895.

Fra «NORGES LAND OG FOLK», TOPOGRAFISK-HISTORISK BESKRIVELSE OVER

BUSKERUD AMT

MED ENKELTE VIGTIGERE STATISTISKE DATA

AF JOHAN VIBE

—–*-*-*—–

KRISTIANIA
JACOB DYBWADS FORLAG
KJØBENHAVN: G. R. C. GAD

1895

Øvre Eker herred.

Eker skreves i middelalderen Eikjar. Kommer antageligvis af trænavnet Eik. Sjøen Ekers navn – maa i gammel form have hedt Eikir – kommer af samme form. I Eker maa der rimeligvis i fortiden have været meget ek.

Størrelse og indbyggertal. Øvre Eker ligger mellem Modum og nedre Eker. Det udgjør 477,39 km.2 med 7393 indbyggere, hvilket giver 15,5 menneske pr km.2.

Inddeling. Øvre Eker udgjør 2 prestegjeld. Eker prestegjeld med 6091 indb. og Fiskum med 1302 indb. De udgjør 2 lensmannsdistrikter, der svarer til prestegjeldene. Øvre Eker og Fiskum kaarer valgmænd hver for sig. Eker prestegjeld er delt i 2 sogne, Houg sogn med 4462 indb. og Bakke sogn med 1629 indb.

Fordelingen af dyrket jord m. v. Af herredets fladeindhold – 477,39 km.2 – er 74,8 km. 2 eller 15,9 pct. ager og eng, 300 km2 eller 63,7 pct skog og 96,2 km. 2 eller 20,4 pct snaufjeld vande, myrer, udmark osv.

Jordbunden bestaar af ler og sandblandet muld og er frugtbar. I øvre Eker dyrkes der, foruden de almindelige kornsorter og poteter, ogsaa en anseelig mængde kjøkkenhaveurter. Det areal, som optages disse, udgjør omtrent 1/8 km. 2 snarere mere end mindre. Allerede Strøm omtaler i sin «Ekers Beskrivelse» (1784) Eker som en bygd, hvor der dyrkedes meget kjøkkenurter. Der er ogsaa adskillig biavl inden herredet. Beiterne skal være tarvelige. Skogen skal være af middels veksterlighed, men meget medtaget. Ogsaa i tidlgere tider har der været svær hugst i Eker. I 1688 var der i øvre og nedre Eker tilsammen 42 sagbrug og i 1822 endog 76 sagbrug. Disse sagbrug søgte dog naturligvis ikke sit ømmer udelukkende fra Eker, men ogsaa fra de ovenfor liggende herreder.

Levevei. Af herredes mandlige befolkning er 785 optaget med jordbrug og fædrift. Af disse er 527 selvstændige gaardbrugere, leilendinger og forpagtere. Af de øvrige er 33 husmænd. Af folk, beskjæftiget med med bjergverksdrift 9 og af folk, beskjæftiget med fabrikdrift, 385. Af haandverkere og folk beskjæftiget med smaaindustri, er der 313. Af sjøfolk er der 7, og beskjæftiget med tømmerflødningen er 112. Af godseiere, rentenister og kapitalister er der 17 og af fattiglemmer m. v. 43.

Dissentere. I øvre Eker er der 60 dissentere. Af disse er 13 metodister og 15 hører til retninger med metodisk eller baptistisk tilsnit, 6 hører til de lutherske frimenigheder, 4 er udtraadt af statskirken uden nærmere betegnelse af, hvor de hører hen, og 22 bekjender sig ikke til noget troessamfund.

Formuen udgjorde i 1890 pr. individ 1065 kr. og indtægten 119 kr.

Folkemængdens bevægelse. Da indbyggerantallet for øvre og nedre Eker ikke er opgivet særskilt i ældre tider, tages her indbyggerantallet for begge herreder under ett. Efter prof. Aschehougs beregninger udgjorde det:

I 1665 .   .   .   .   .   .   .   2180
» 1769 .   .   .   .   .   .   .   5678
» 1801 var det .   .   .   .6713
» 1815    »         .   .   .   .   6328
» 1825     »         .   .   .   .   7774
» 1845    »         .   .   .   .   8863
» 1865    »         .   .   .     11783
» 1875      »       .   .   .     11531
» 1890      »       .   .   .     10863
Hele Eker og saaledes vistnok ogsaa øvre Eker er gaaet en del tilbage mellem 1801 og 1815. Senere er det steget indtil 1865, men trods den betydelige fabrikdrift er det, merkelig nok, gaaet tilbage efter denne tid.

Fabrik- og grubedrift m.v. I øvre Eker er der 4 meierier: 1 i Vestfossen, 1 ved Hougsunds jernbanestation, 1 i Skotselv og 1 i Fiskum.

I Fiskum prestegjeld findes der et skiferbrud med 7 – 8 arbeidere. Bjergverksdrift findes der for tiden ikke i øvre Eker. Tidligere har der derimd været megen bjergverksdrift i dette herred. Allerede for flere hundred aar siden skal Skaragruberne have været drevet paa sølv for privat regning. I sidste halvdel af forrige aarhundred blev de drevet for Kongsberg sølvverks regning.   For Kongsberg sølvverks regning blev samtidig ogsaa sølvgruberne paa Holtefjeldet drevet. I midten af dette aarhundred eiedes gruber her af P. Gregersen. Noget udbytte har de dog neppe givet.

Vigtigere har Hassel jernverk været. Det laa ved Skotselven. Det blev optaget i 1649 og er i tidens løb blevet drevet af forskjellige eiere, indtil det i 1854 blev nedlagt. Endnu i 1837 blev det, da den daværende eier høiesteretsassessor Peter Collet var død, solgt for 308000 kr. I 40-aarene blev det nedlagt. Senerehen har det kun været drevet en kort tid i 1864 af P. Gregersen; men det lønnede sig kke. De gamle bygninger er nu omtrent samtlige fjernet.   Foruden masovn m. v. ved Skotselven eiede verket ogsaa stangjernshammer ved Vestfossen samt det tidligere under Modum omtalte «Fredriksmindes Manufakturværk». Foruden paa Modum havde verket flere gruber paa Eker, saaledes paa Dramdals, Horsruds og Fjerdingstads grund, samtlige ligeoverfor paa den anden side af Storelven og paa Goruds grund vest for Houg kirke. Verket har ogsaa havt enkelte gruber i fjeldene øst for Vestfoselven. Ogsaa Kongsberg jernverk og Eidsfor jernverk i Hof i Jarlsberg har havt gruber i Eker. Blandt disse kan nævnes Besseberggruben og Saastadgruben i aasen øst for Vestfoselven samt talrige gruber i aasen mellem Dørjeelven og Fiskumelven nord for Fiskumvand. Enkelte av Besseberggruberne har ogsaa været drevet under Hassel jernverk.

Det Eker`ske bly- og kobberverk var kommet i gang allerede længe før Kongsberg sølvverks anlæg. I de 16de aarhundred dreves der forskjællige gruber paa Vestfossen og de nordenfor og vestenfor liggende gaarde Kolberg og Skjelbreds grund. I 1621 fandtes ifølge Bruenech en smeltehytte i Vestfossen, hvor kobbermalm fra Eker og Telemarken smeltedes, og i 1636 var der en hytte ved Fos (Fossesholm), hvortil malmen kom fra Sandsvær.   I 1688 skal der være anlagt en smeltehytte paa Kolberg, der dog kun i nogle faa aar var i gang. I 1734 blev atter en del gruber optaget paa Skaras og Kolbergs grund, men de blev nedlagt igjen efter ikke mange aar.

Ekers eller Hougsunds kobberverk har været i drift i den senere tid. Det blev anlagt i 1848. I 1862 blev det indstillet, eller i alle fald drevet meget svagt, men blev i 1876 atter gjenoptaget.   Senerehen har det vært drevet med større og mindre afbrydelser indtil 1889, da det blev nedlagt. I de nærmest foregaaende aar havde gruberne været drevet af det samme udenlandske interessentskab, der eiede Viksnes kobberverk. Verket ligger paa gaarden Rørens grund ved Hoenselven nordvest for Houg kirke. Gruberne ligger i aaserne vest for verket paa gaardene Bergs og Hougsets grund. Hovergruben var «Bergsgruben», en gammel grube, der før i tiden var drevet paa kobber og brunrødt.

Af fabriker paa Eker i Ældre tid kan nævnes en papirfabrik nordøst for Vestfossen , der blev anlagt i 1802 af Hans Nielsen Hauge, og et glasverk, Nøstedverket kaldet, tæt ved Vestfoselvens nordre arms udløb i Storelven. Det blev anlagt 1744, men 30 aar senere forflyttet til Hurdalen.

Af amtets stortingsmænd har følgende været fra øvre Eker:
C. Borgersen Hoen, der mødte paa rigsforsamlingen på Eidsvold i 1814.
Provst F. Schmidt, der ligeledes mødte paa rigsforsamlingen paa Eidsvold. Født i Sjelland.
Lensmand Jens Gram, der repræsenterede amtet paa det overordentlige storting i 1814.
Sorenskriver C.V. Falsen i 1830, 1833, 1836 og 1839 og paa det overordentlige storting i 1836-1837. Han var født i Oslo.
Gaardbruger B. Christoffersen Hoen i 1842 og som suppleant i 1845.
Gaardbruger B. Hansen Ulveland i 1833 og 1836 og paa det overordentlige storting i 1836-1837.
Gaardbruger J. Hansen Aas i 1836 og paa det overordentlige storting i 1836-1837.
Gaardbruger Olaus Borgersen Fjerdingstad i 1871-1873 og 1874_1876.
Gardbruger C. Johansen Ihlen i 1889-1891.
Gardbruger O. Nilse Krekling som suppleant i 1890.1891.
Vagtmester O. N. Fossum, der repræsenterer amtet i indeværende stortingsperiode.
Gaardbruger C. C. Jellum var ogsaa valgt, men mødte ikke.

******

Det får være nok for i dag – så får jeg se om jeg kan få skrevet ned resten i løpet av påske.

 

 

 

Dikteren Olaf Korsgaard

På Eiker Arkiv har jeg «blitt kjent med»
en produktiv dikter fra Mjøndalen .
Olaf Korsgaard – Født i Drammen 8. oktober 1893.
Han kom til Mjøndalen bare 8 dager gammel og døde 38 år gammel den 12. januar 1932.

Olaf Korsgaard utga flere bøker.
Han var kjent av «alle og enhver»i Mjøndalen.

Han var ganske produktiv og han skrev mange fine dikt. Han skrev alt fra morsomme dikt til alvorlige dikt. Noen var veldig sørgelige og alvorlige.

Får komme med nærmere opplysninger etter hvert, men her er et morsom dikt som første gang ble offentliggjort i humorbladet «Hvepsen»:

Dr. Bommens «engrosforretning»

eller

spritsalget fra Haugsunds apotek.

Mell.: Manden som hængte sig.

Vi har et samlag ogsaa her på Eker
det lyder navner Haugsunds apotek.
Der faar man ikke spor av barneleker,-
men nafta, haarvand, sprit og divelsdræk.
Er du en dag i helgepudsen kommen
paa grund av tordenveir og arbeidsheft,
stik bortom Vestfossen til dr. Bommen,
saa skriver han en liten lur recept.

En vakker sommeraften klokken ringer
efter lægens kontortid er endt.
Og hurtig som en vind hans pike springer
ut i entreens dør og lytter spændt.
«Nu, hvem er det,» spør hr. Bommens pika,
«som vil konsulteres nettop nu?»
«Det er en rallare fra Hakavika,
han er saa daarlig saa det er en gru.»

Manden vakler ind i lægens stue
og stammer; «Lækare å lat mig få
lite medisin for sån her snue,
og litt for brøstet ty det værkar så.»
«Kjære mand min, det er slemme greier,»
sier Bommen, det er stærk bronkit.
Og for denne sygdom helst jeg pleier
at ordinere folk en flaske sprit.

En saadan styrkekur jeg tror skal monne
nu i vor sykdomssvangre forbudsti».
Vers´god, resepten koster kun en krone,
det maa jeg have for mit bryderi.»
«Hva fals? Ska lekaren ei ha mere?»
stønner rallaren forundret frem.
«Ni har jo reddat mig for at krepere,
da må ni vel for tusan minst ha fem!»

Selv gamle kjærringer med gigt i finga
de sir til doktoren saa ræveslu:
«Di sku`vel itte ha no` stærkt for bringa
for man`min er saa klein saa huttetu.»
I Hakaviken slaarr man sig paa lommen
og spør: «Hoi grabbar har ni løst at slaas.
Vi henter styrkedraaper fra hr. Bommen
igjennem Haugsunds apotek -. engros»

Olaf Korsgaard.

Fra Nedre Eiker i 1918:

«Fra N. Eiker» i 1918.

Jeg leser i Fremtiden for onsdag 13. februar 1918. Leser at «Idrætsforeningen «Birkebeineren» har avholdt underholdning med dans i Folkets Hus i Krokstadelva». Ikke bare det, men at også foredrag av hr. redaktør Torkild Bøhn var en del av programmet.

Torkild Bøhn bodde i «Weksalgården» i det som uerbødig kaltes for «Dritrudgata». Han var en fargerik person og av mange betraktet som en slags bygdeorginal. Han var opprinnelig fra Sigdal. *) Per Oseth har skrevet om han i Eikerposten og noe av det kan leses på tidligere innlegg på bloggen. Se desember 2014.

https://eikerbygda.wordpress.com/2014/12/22/mere-torkild-bohn/

https://eikerbygda.wordpress.com/2014/12/22/smakebiter-fra-eikerposten-for-jul-1969/

Torkild Bøhn døde i 1942 og jeg har derfor ingen minner om han. Som sagt ble han betraktet som en orginal, men han var åpenbart også en intelligent mann.  Idrettsforeningen Birkebeineren har i alle fall arrangert lørdagsunderholdning med dans og i tillegg også foredrag på over en time av Torkild. Her kommer referatet:

«Idrætsforeningen «Birkebeineren»

avholdt lørdag den 9. ds. aftenunderholdning med dans samt foredrag av hr. red. T. Bøhn over emnet: «Samfundsordningen og dyrtiden». Allerede tidlig paa kvelden begynste folk fra alle kanter av bygden at strømme til Folkets Hus. Kl. 9 1/2 besteg Bøhn talerstolen og begynte med følgende indledning: Naar vi idag ser ut over vort fosterland Norge, saa ligger der foran os et land, med mange rike og store fremtidsutsigter, som, om de blev vel utnyttet, kunde komme folket . det arbeidende folk – langt mere tilgode end de i virkeligheten gjør. Slik som forholdet er i vort land idag, saa er her et enkelt parti som eier alt og raar over alt og som efter egen forgodtbefindende kan dirigere det hele som de selv synes om. Og dette ene parti har ogsaa vist, at de kan utbytte arbeiderne som ingen anden. De har gjennem sin utsultningsbevist, at arbeiderne for dem og av dem kun blir betragtet som en produktionsmaskin som de benytter til at grave guldet frem, mens de selv blir ved profiten. Naar arbeiderens ydeevne er tapt, arbeidsytelsen blir mindre, kræfterne minker og de ikke længer synes de kan tjene nok paa arbeideren saa har de ikke længer bruk for vedkommende. Som et andet ubrukelig verktøi der ikke duer til noget blir de utslitte arbeidere puttet ind paa en fattiggaard hvor de faar tilbringe resten av sit liv. Her heter det, at vedkommende skal ha hvad han trænger, samt fornødent tilsyn saa vedkommende ikke lider nød. Slik staar det i loven; men et andet spørsmaal er det om dette altid blir opretholdt. Jeg er bange for, at denne bestemmelse i likhet med mange andre kun blir en papirlov. I det ene tilfælde blir den opretholdt i det andet ikke. Det gaar vel med denne lov som med maksimalpriserne, at de gaar i kapitalisternes og blodsugernes favør.

Taleren gik derefter over til en grundig behandling av vore love og paaviste at de som oftest blev benyttet som et middel i jobbernes og aagerkarlenes hædner mot arbeideren, han henviste til 1. mai-optøierne paa Rjukan og Wiborgsaken, og da særlig til fru Wiborgs dom. Den raadende magt i samfundet i dag er privatkapitalismen og militarismen. Det er den gud som aristoktatiet i dag tilber, ja selv de som kalder sig kristne er ofte med at ofre paa kapitalismens og militarismens alter.

Taleren gik over til at behandle krigen og den gjærende fredsaktion. Han trodde, selv om vi idag stod freden litt nærmere end for to aar siden, saa var han bange for at det vilde vare lenge endnu før fredens fakkel kom til at lyse over Europa. Spørsmaalet blev nu om de smaa nationer hadde lært av denne krig og ikke dilte efter de store i kaprustninger.

Taleren behandlet her meget indgaaende Belgiens skjæbne. Om den svære dyrtid som hersker i vort land idag, vilde taleren ha sagt, at blev alle vore næringskilder forsvarlig utnyttet, saa kunde mangt et savn avhjælpes. Der ligger en masse jord udyrket i vort land, samt formange som skal tjene paa arbeidernes brød, særlig blev bønderne og kjøbmændene bombardert for sin ublu jobbing paa livsfornødenheter nu i dyrtiden.

Taleren vilde til slutning berøre ungdomsbevægelsen, han gik her skarpt irette med det kristelige ungdomsforbund og de principer det blev drevet efter. Det drives i god borgerlig og kristelig aand, men alt som er godt borgerlig og godt kristelig efter den gjængse opfatning av kristendom, staar i den skarpeste motsætning til alt som er godt socialistisk.

Den ungdom som her holder til blir tam og uselvstændig, dens hosrisont blir indsnevret, da dens eneste aandelige mening kun er Nytestamentet og Landstads salmebok. pietismen og hykleriet gror derfor frodig inden dens rækker. Det er denne ungdomsbevægelse som har latt de mange soldaterhjem opføre rundt omkring paa ekserserplassene. Her blir der præket en kristendom som bare har bøn og velsignelse tilovers for militarismens drap og blodsutgydelser, her blir der forkyndt en livsanskuelse som staar i den bedste samklang med den raadende ulikhet og uretfærdighet i samfundet, her blir alt det som er godkjendt og vedtat som god borgerlig samfundsopfatning og statspatentert kristentro fremhævet som det eneste saliggjørende.

Hvad den nationale ungdomsbevægelse angaar, saa passer heller ikke den for arbeiderungdommen. Her er det bondeungdomslagene med sine mange kaffistover og «maalet hennar mor» som blindt hen sverger til frasen om vort nationale selvforsvar. Nationalisme og militarsisme er saa nøie sammenbundne som to sammenvokste tvillinger.»

 

Foredraget der varte over 1 time, paahørtes med spændt opmærksomhet av den talrike forsamling og taleren høstet sterkt bifald.

                                                                        Referent.»

Hoi sann» – der var det jammen mange kraftsalver. Håper at det fortsatt henger mange med som orker å lese – og at jeg ikke regnes som veldig «sær» som liker å lese sånt. Morsom å lese språket og høre om holdningene og tenke seg tilbake i tid. De «gode» gamle dager var nok ikke bare gode for de fleste. Kanskje ikke så rart at så mange reiste over til Amerika for å få et bedre liv.

I tillegg har jeg fått mer kjennskap til Torkild Bøhn og hva han sto for. Ikke tvil om at han var sosialist og kanskje ikke så veldig kristen. Kanskje også orginal på en annen måte enn jeg før hadde tenkt?

Idrettsforeningen Birkebeineren var nok, i likhet med andre idrettsforeninger viktige for lokalsamfunnet – De var også kulturbærere  – ikke bare en idrettsforening, men en samlende kraft i samfunnet.

*)   16.3.2016. Nå har jeg fått korrigering på påstanden om at Torkild Bøhn kom fra Sigdal.   Det var Per Oseth som fikk meg til å servere den påstanden, men jeg regner med at min gode venn og slektsforsker Jonn har rett når han sier at Torkild Nikolai Pedersen Bøhn, ble født i Bøhn i Modum, den 7. april 1888 og han ble døpt i Heggen kirke den 24. juni samme år. – Faren Peder Torkildsen bar også født samme sted, men moren Sigrid Knudsdatter var fra Sigdal. Torkild Bøhn døde 6 desember 1942 i Krokstadelva.

 

Nedre Eiker i 1895.

NEDRE EIKER 1895 – I går var jeg en tur på Eiker Arkiv og bladde litt i ei gammel bok fra 1895. Det var morsomt å lese og jeg avfotograferte det som står om Nedre Eiker. Kommet hjem leste jeg mere av det og fant det så interessant at jeg ville skrive det av.SiB_028496

Den gangen bodde det bare  3470 innbyggere i Nedre Eiker

********

Om Nedre Eker herred i 1895:
         Nedre Eiker blev eget prestegjeld 1ste juli 1879 og eget herred ved kongelig resolution af 6te mars 1885.

Størrelse og indbyggertal.
         Nedre Eker er beliggende mellem øvre Eker paa den ene side og Lier og Skoger samt Drammens by paa den anden. Det utgjør 109,07 km2 med 3470 indbyggere hvilket giver omtrent 32 indb. pr km2.  Det er det tættest befolkede herred i amtet.

Levevei.
Af herredets mandlige befolkning er 185 optaget med jordbrug og fædrift. Af disse er 120 selvstændige gaardbrugere og forpagtere. Leilendinger findes ikke. Af de øvrige er 4 husmænd. Af folk, beskjæftiget med fabrikindustri, er der 352. Af haandverkere og folk, der er beskjæftiget med smaaindustri, er der 147. Af sjømænd er der 4. Beskjæftiget med tømmerflødningen er 179. Af godseiere, rentenister og kapitalister er der 1 og af fattiglemmer 8.

Dissentere.
Af dissentere er der 57. Af disse hører 3 til lutherske frimenigheder, 24 er metodister, og 30 tilhører ikke noget troessamfund.

Formuen utgjorde i 1890 i nedre Eker pr individ 574 kr. og indtægten 126 kr.

Fabrik- og grubedrift m. v.

I nedre Eker findes følgende fabriker: 1 kalkfabrik med 26 arbeidere, 2 dampsage med 72, 1 vandsag med 13, 1 spiger- og valseverk med 78, 1 spinderi med 79, 3 tegleverker med 118, 2 potterier med 6 og 2 møller med 9 arbeidere.
Grubedrift findes for tiden ikke i nedre Eker. Derimod har her tidligere været drevet gruber. I Bremsegruben paa grensen av Jarlsberg finder der bly, og paa den nordlige side af elven i aasen ovenover Møllenhof er der kobbererts. Lenger mod øst ligeledes paa nordsiden ligger Aaserud jerngrube, der dreves for Eidsfos jernverks regning til henimod midten av dette aarhundred – og maaske senere – drevet Narverudgruben, Magnetgruben og Dorotheagruben og fl. paa elvens sydside. Førøvrigt har der i den søndenfor Drammenselven liggende aas for endel aar tilbage været drevet et betydelig antal skjærp baade paa kobber, bly og jern.
Paa Møllenhof blev der – ifølge «Beskrivelse over Eker af en bonde» – i 1737 anlagt en grynmølle og i 1768 en oljemølle og et sæbesyderi. De er nu forlægst nedlagt. En oljefabrik, der for endel aar siden anlagdes høiere oppe ved elven, er nedbrændt. Paa Langesøen blev der i Kristian den fjerdes tid anlagt et saltkogeri, der dog nu forlængst er nedlagt.
Ved Krokstadelven, hvor der nu findes et spigerverk og ved Solbergelven, hvor der er et spinderi, har der ogsaa tidligere været lignende fabrikke. I 1840 havde disse indretninger imidlertid ikke været i drift i de sidste aar.
Paa Vines og Ulverud nord for Drammenselven er der et par stehuggerier.
Af meierier er der ett i Mjøndalen.

                           Topografi.

Nedre Eker er en flad, veldyrket dal. Paa nordsiden er aaserne bratte – paa sine steder saa bratte, at de giver kun plads for en sparsom trævegetation.   paa sydsiden er de lavere og har mildere skraaninger. Bebyggelsen holder sig i regelen i den flade dalbund nede ved elven eller paa en lav terrasse ovenover denne. Mange gaarde, navnlig paa sydsiden, er udsat for elvebrud og oversvømmelse. Enkelte steder paa nordsiden, navnlig ved Krokstadelven og Solbergelven, gaar dog bebyggelsen temmelig høit opover aasen. Ved kirken snevrer dalen sig ind til et trangt pas, idet der paa sydsiden skyder sig frem en mæktig, skogbevokset moræne, der naar helt frem til elven, medens ogsaa fleldet paa nordsiden næsten naar ned til elven. Fjeldene har paa dette sted bratte, næsten lodrette styrtninger.

Høydeforholdene fremgaar af følgende maal:
Nord for dalen:
Solbergaasen ………………………………………………536 m
Langevandsaasen ……………………………………….. 521 m

Vranglevand ……………………………………………….456 m
Langevand …………………………………………………. 476 m
I dalen:
Vines ………………………………………………………….   11 m
Aaserud ……………………………………………………….. 16 m
Solberg …………………………………………………………. 18 m
Møllenhof sag ………………………………………………….11 m
Stenberg …………………………………………………………15 m
Korvald paa sydsiden høit over elven ……………………..94 m
Syd for dalen:
Hage tjern …………………………………………………….. 171 m

Som regel ligger gaardene – som man ser – mellem 10 og 20 meter over elven. De høieste toppe rager paa nordsiden mellem 500 og 550 meter op over dalen. For sydsiden haves intet maal; men toppene er her sandsynligvis noget lavere. Toppene rager paa aasen nord for dalen ikke mere end 50 a 100 meter op over platauet, hvis man regner Vranglevand for repræsentanter for dette.

         Elve.
Drammenselven løber i nedre Eker med jevn strøm. Den danner flere øer. Mellem Fallagsøen og gaarden Stryken paa sydsiden er den grund.

Den modtager følgende tilløb: Krokstadelven, der udspringer paa grensen af øvre Eker og falder i Drammenselven nedenfor Krokstad. Længde 8 km.
Ved Krokstadelven ligger en mølle og et spiger- og valseverk, og der bygges for tiden en cellulosefabrik.

Solbergelven, der udspringer nordøst for Solbergaasen og falder i Drammenselven nedenfor Ulverud. Længde 6 km.

Ved Solbergelven lgger et sagbrug, et spinderi, et teglverk, to mindre møller og en liden valsemølle.
Solbergelven har faaet det meste af sit vand ved kunstig opdæmning. Har skal tidligere kun have flydt en liden bæk, idet hovedvandmængden haver haft sit afløb i Lier. At saa tilfældet, kan man se af en fordæmning, ved hvis borttagelse vandet igjen vilde faa sit naturlige løb til et vasdrag, der fører til Lier. Afløbet til Solbergelven er mineret gjennem fjeld. Den nævnte fordæmning eksisterede allerede i 1627. Den udelukkende eiendomsret til Solbergelven er ogsaa i sin tid ved dom tilkjendt Solberg gaard. (jeg stusset litt over dette, men det var jo ikke så langt til Lier på den tiden idet Åssiden jo var en del av Lier helt til 1951).
Bremsenelven, der falder i Sandebugten, har sit udspring og lidt af sit løb i nedre Eker.

Vande. Af de talrige vande paa aaserne paa begge sider af dalen har intet nogen betydelig størrelse. Glitrevand hører kun for en mindre del til nedre Eker.

Fisket. Vandene skal ikke være meget fiskerige. Abor, ørret, sik, kolmund, aal og karuds skal være de almindeligste fiske. I Drammenselven findes der lidt laks.

Kommunikationer. (Jernbanen er ikke omtal her.)

  1. Hovedvei: Fortsættelse af hovedveien paa Drammenselvens østre side fra Liers grænse paa aassiden til øvre Ekers grænse. Den er adskillig bedre end inden Lier.
    B. Bygdevei: Fra skogers grænse vest for Strømsø om Mjøndalen til øvre Ekers grænse. Den følger Drammenselvens venstre (høire) side, passerer jernbanelinjen i plan ovenfor Daler gaard og fører derefter i store bakker over Rygkollen forbi Mjøndalen jernbanestation – hvortil fører en privat vei – og videre frem til herredsgrensen ved Nedberg. Ved nedre Ekers kirke er der ansat sundmand for persontrafik over elven.
    Paa Drammenselven gaar der dampskib nedover til Drammen.

Om «Merkelige gaarde og steder» – (i dette avsnittet har jeg utelatt en del).

Nedre Eker kirke er en tømmerkirke, der rummer 700 mennesker og er bygget i 1860.

Gaarde fra vest mod øst:
Syd for Drammenselven:
Skalpe (skreves i begyndelsen avf 16de aarhundred Skalpeid; skalp betyder i det gamle sprog sverdskede).
Grav.
Skramnes
(første del antagelig et elvenavn)
Krok.
Viken,
nordre og søndre.
Solløs
Mjøndalen (skreves i 1417 Miulnædalen, af mjølna, en kornmølle). Her bor der 690 mennesker.

Her ligger en kalkfabrik, to dampsage og to potterier, og der er under bygning en cellulosefabrik.
Daler, nordre og søndre. I 1593 to fuldgaarde.
Narverud , søndre, mellem og nordre (af mannsnavnet Narve). i 1593 tre fuldgaarde. Udenfor Langøen ligger et teglverk.

Nord for Drammenselven:
Krokstad. Ved Krokstadelven bor der 430 mennesker.

4 a 5 km ovenfor Krokstad løber Svartebækken under jorden i en strækning af omkring 100 meter. Straks efter at bækken har forladt Svarttjernet, forsvinder den under jorden og kommer først frem igjen noget over 100 meter nedenfor. Man kan verken komme ind langs med elven paa det sted, hvor den atter kommer frem; men ved at klyve nogle meter op over den bjergknaus, hvorfra elven kommer frem igjen, finder man en stor aabning i klippen. Her kan man gaa ind og træffer straks indenfor aabningen bækken, som følger hulens bund. I begyndelsen er hvælvingen meget rummelig; men den snevres efterhaanden ind og er opfyldt med nedstyrtede blokke og klippebroer. Man maa møisommelig klatre frem mellem klipperne og stenene, der er takkede og skarpe som et grovtandet rivjern. Der er hist og her en hel labyrint af smaagange mellem denne underjordiske ur. Snart er man ved siden af bækken, snart er man ovenover den og hører den under sig og skimter den ogsaa mellem klippeblokkene. Paa enkelte steder er gangene saa trange og lave, at man maa krybe frem; paa andre steder vider de sig ud, saa man kan gaa opreist. Allerede 20 a 30 m fra indgangen taber man ethvert glimt af dagslyset. Fortsætter man, kommer man ud paa den modsatte side af bjergknausen gjennem et hul, der ligger nogle meter nedenfor det sted, hvor bækken forsvinder under jorden. Den har øiensynlig ført løbet ind i klippen gjennem dette hul.
Dette er – saavidt mig bekjendt – det eneste underjordiske vandløb i Buskerud amt. Det minder meget om de underjordiske elve i Nordland. Som i flere af disse er stenene i mundingen af hulen dækket af et fint, hensmuldrende støv.

Eknes nordre og søndre (gammel form Eikines, et egbevokset nes) I 1593 to fuldgaarde.
Møllenhof (rimeligvis den samme gaard som i 1593 kaldtes Borge). Største brug er prestegaard.
Solberg. I nærheden, ved Solbergelven, bor der 350 mennesker.

Fra Solbergaasen har man et glimrende overblik over hele Ekerdalen med Fiskum og Drammen by. Man ser fremdeles mod syd og øst sandebugten, Kristianiafjorden udenfor Holmestrand samt Nesoddlandet. I klart veir skal man kunde se Skrim, Jonsknuten, Gaustad, Lifjeldene, Blefjeld og Norefjeld. Mot nord lukkes udsigten af aaserne i Modum og Liers Finmark.

Det heder, at der etsteds i aasen paa disse kanter langt tilbage i tiden skal have været drevet etn sølvgrube af private.
Ogsaa paa aaserne paa den motsatte side av elven har det i fortiden været drevet sølvgruber af private.

Fallagsøen (ordets andet led vistnok lag i betydning af fiskeplads, sted, hvor man lægger garn; første led kan være fald, jordfald; «fallaget» turde altsaa betyde fiskepladsen ved jordfaldet).
Øen.
Aaserud
(maaske Asulfrud, d. e. Aasulfs ryddning).

Vines, nordre, store og lille (i 1391 Vidænæs; kan komme af vidr, skog, eller af viðr, vidstrakt, altsaa enten skogneset eller det vidstrakte nes). I 1593 to halvgaarde og en fjerdinggaard.
I nærheden findes der et par stenhuggerier.

***

(I dette avsnittet savner jeg gårdene på Steinberg. På nordsiden av Drammenselva savner jeg Gårdene Temte, Korshorgen, Horgen, Stenberg og Brekke.)

 

Krokstadelven Bad. 2.

I oktober i fjor skrev jeg litt om «Krokstadelven Bad – en liten kjæk murgaard lige ved veien».       https://eikerbygda.wordpress.com/2015/10/11/krokstadelven-bad/

Hvor lå dette badet?      Det lå på Sandstranda, men hvor?   Reidar Skar fortalte at han var født i dette huset. Har leita etter bilde av dette huset, men først i dag fant jeg det på et gammelt flyfoto. Det lå der som Reidar mente at det var: «Midt i veien der den går nå. Øst for brua over til Spareland og rett sør for Bøhngården».

SiB_015566-krelv1

Her er tomta etter Krokstad Bad/Sandholdt Kjemiske. Bildet er fra 1949. Avfotografert på Eiker Arkiv.

Badet holdt til i bygningen etter den nedlagte bedriften: Sandholdt Kjemiske Fabrikk».

Snakka med Annar i dag. Han er født i 1935 og oppvokst like ved. Han kan ikke huske huset, men husker godt tomta og ruinene etter bygningen. Han gjetter på at den ble revet på veldig tidlig 1930-tall.

Her er i alle fall bildet av huset:

Krelv1mbad

Se murbygningen ved den gule pila. Der lå Sandholdt Kjemiske Farb. og bygningen ble overtatt av Nedre Eiker kommune. Avfotografert på Eiker Arkiv.

http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-tl20070108420101.jpg

Jakthistorie fra 1924.

Jakthistorie fra Finnemarka.

På Eiker Arkiv forrige fredag spurte Olav meg om jeg visste hvor Starulsåsen ligger hen – og jeg måtte innrømme at det stedet hadde jeg aldri hørt om. Han leste en artikkel i Fremiden fra tidlig i 1924.  Avfotograferte det for å studere det nærmere hjemme. Vel hjemme skjønte jeg at det var en trykkfeil i Fremtiden, og at det var Storulåsen ved Storula i Solbergvannet der var snakk om.

 

SAM_0050-kopi1

Nyere bilde fra Solbergvannstraktene med «Storulåsen» og strøka innafor.

Jeg leste artikkelen og det viste seg være ei fin jakthistorie. Folk var sprekere den gangen og det virka som en grei sak å gjennomføre en så slitsom tur. Fint skrevet var den også.  Artikkelen er underskrevet «-n» så det er nok umulig å finne ut hvem forfatteren er.

Fremtiden, våren 1924:

«På tiurleik på Eiker.

Det er mange år siden nu; det var i de gode gamle dage, da spilljakten på tiur og århane begynte 5. og varte til 20. mai. Årstallet husker jeg ikke så nøie og det kan jo være det samme, men min tur gjalt min hjembygd Eiker. Mitt barndomshjem var i nærheten av Skotselven, og således var jeg lokalkjent inne på de store skogtrakter mellem Lier og Øvre Eiker.

Maisolen stekte godt i bakken, da jeg efter endt nattarbeide begav mig avsted en lørdags morgen med matrasjon for et par dage i ryggsekken, og truer, om sneen skulde være for slem. – En kjerrattarbeider satte mig over elven ved Gulskogen og ved Phønix Papirfabrikk på Åssiden tok jeg veien til skogen. Her gikk jeg egentlig uten noen vei åsen nordover til jeg kom til den nokså store vei fra Solbergelven inne på høiden. Her var det nokså meget bart for sne, men borte i dal og bekker lå den alendyp, men nu var jeg inne på en strekning som vel med rette kunne kalles «De tusan sjøers land», ti her ligger det ene store vann ved siden av det annet, bare med små landtunger innemellem.

Jeg passerte forbi Gravningen og kom derfra inn til store og lille Marivann. Her gikk jeg op på den bekjente Marivannshaug, og her var opreist århanehytter av ferske furukvister, så her hadde århanen ganske sikkert hatt besøk. – Som jeg står her kunne jeg se flere vann, de fleste var ennu isbelakte. Jeg kom nu frem til Mellemdammen og passerte over denne. Dette er et vakkert byggverk som er interessant å se, og nu var jeg også ved Solbergseteren. – Nu måtte ryggsekken av, og her ved bekken fra Stordammen kokte jeg kaffe, og nu smakte maten fortreffelig. Å gå tilfots er som bekjent et trygt befordringsmiddel, hvormeed man kan komme frem overalt, men i lengden vil jo naturens orden gjøre sig gjeldende i form av slappelse og tretthet. Så var deg også med mig. Nattevåken som jeg var i forbindelse med den lange marsj, gjorde at søvnen vilde innfinde sig, men jeg tenkte på at jeg ennu ikke var mere enn halvveis til mitt bestemmelsessted og jeg måtte bryte overtvert og ta ryggsekken på og snart var jeg oppe ved Solbergvannet.

Her gikk jeg på innersiden av tjernet. Jeg måtte, synes jeg, ta en tur ut på Storulsåsen for å betrakte utsikten. Her lå det store vann så å si under mig med alle de vakre hytter på de forskjellige øer og tanger bortover. Her kunne jeg også se den hytte hvor jeg de siste somre har tilbrakt noen herlige feriedage, men nu så det ut som det ikke var folk ved nogen av dem, ti lemmer var foran vinduene overalt.

Jeg gikk nu på den søndre side av Uhlvannet og kom frem på dammen. Her satte jeg mig for å hvile litt. Mens jeg satt her kom en skytter gående, Han hadde en tiur i sin ryggsekk og fortalte hvor han hadde skudt den, og det var nettop på den leik hvorhen jeg aktede mig. Dette var jo ikke videre opmuntrende for mig, men jeg lot det stå til og drog videre i nordlig retning. Veien går her ned igjennem fine granlier og snart var jeg ved mitt bestemmelsessted. Jeg kunde nu se den gamle setervold og tjernet som glimtede i solen.

Nu var det med velbeghag jeg kunne kaste den tunge ryggsekk for godt, få meg noe mat til livs og strekke mine trette lemmer på bakken ved siden av ommen og planlegge aftenens og morgendagens program med mig selv. Jeg fikk mig en velgjørende søvn og da jeg våknet var det allerede ut på aftenen. Jeg tok nu min ryggsekk og hang den op i en tett gran i nærheten av vollen og gikk op den stenete vei i Seteråsen.

Som jeg stod her og skuet ut over de kjente omgivelser måtte jeg minnes hvor mangen gang som skytter i mine ungdomsdage jeg hadde ferdes her. Det er likesom livet ruller sig op for ens øine fra den tidligste barndom, når man flere år efter passerer de steder hvor man ferdes som ung. Jeg var nu også inne på tiurens enemerker, men sneen var borte overalt efter høiden bortover leiken. Noen få snerester var igjen hist og her og disse beså jeg nøie for om mulig å finne spill efter den. Den vil nemlig gjerne være på disse, men intet var å se.

Jeg var nu kommet til en stor myr innerst på leiken og her lå store snebreer overalt.  Der var skudt en tiur for ikke så lang tid siden, der lå nemlig en hel del fjær under en stor furu. Det var kanskje her den omtalte mann hadde skudt sin fugl.

Jeg stod nu her og tenkte på om jeg skulde vente til kveldsspillet, eller om jeg skulde ta lengre innover til en mindre leik som jeg visste om fra mine ungdoms jegerdage.

Nu måtte jeg bestemme mig fort, ti solen begynte allerede å nærme sig åsen og jeg satte nu trugerne på og gikk utover åsen, men her skal jeg si at jeg hadde gjort regning uten sneen, ti her lå den meterdyp og jeg slo nesten igjennem for hvert skritt, men jeg kom dog frem allikevel efter meget slit. Jeg var nu kommet op på en furubrenn og her bar sneen fint, men jeg måtte nu over en liten dal og her fikk jeg se store tydelige spor efter tiur, som hadde spassert opover. Dette satte nytt humør i mig, da jeg tenkte at denne fugl måtte tilhøre leiken her, men nu var igjen sneen vek, så her måtte jeg slå mig tilro, da solen allerede hadde gått ned. Jeg stod nu stille og lyttet en stund, da en røi kom og utstøtte de velkjendte snøvlede lokketoner, og straks derefter kom en tiur brakende inn ganske i nærheten av mig.

Om den satte sig i et tre eller på bakken var ikke mulig for mig å avgjøre, men jeg stod urørlig og ventet kun på at den skulde begynne å spille, men ikke en lyd kunne jeg høre.

Oppe fra en liten åsheldning på den annen side av det lille tjern spilte en århane ustanselig, men tiuren hørte jeg intet til, og dette kunde jeg på ingen måte skjønne; men jeg stod allikevel fremdeles stille av frykt for at jeg kunne støkke den. De forskjellige fugle sluttet litt eftet litt sin sang, århanen derborte holdt fremdeles på ennu, den dvelte lenge i sitt harem ikveld, men endelig forstummet også den.

Alle skogens sangere hadde nu begitt sig til hvile, og alt blev så dødt og stille omkring mig. Fullmånen stod ret over mit hode og belyste de nærmeste furustammer med en gyllen glans, og bekken fra det lille tjern suste dempet op til mig. Nu da jeg så å si blev alene med mig selv begynte jeg å tenke på min ryggsekk med maten i, og den lange vei som var tilbake til sæteren. Som jeg stod og tenkte over dette, skjønte jeg at det ikke ville være mulig å gå tilbake og være her igjen til fuglen begynte å spille, så lei som sneen var å komme frem i. Jeg besluttet mig derfor til å være hvor jeg var, og fant noen tørre furukvister og tendte en lite nying; fyrstikker hadde jeg heldigvis i lommen, og nu var natten hverken kald eller lang, som den er tidligere på våren. Da jeg hadde tilbrakt et par timer ved min nying, slukket jeg den med sne, tok mit gevær og gikk bort til den furu jeg hadde stått ved om kvelden.

Ennu var det stille. Den gule stripe i øst blev litt lysere, og nu hørte jeg rugdens eiendommelige lyd idet den knestende fløi over mitt hode. Århanen på den annen side av myren begynte sin opsang med en skarp bles og snart var leiken i full gang.

Tiuren hørte jeg intet til, og jeg begynte å tenke på om den skulde ha reist sin vei om kvelden uten at jeg merket det. Jeg gikk nu bortover leiken og lyttet; jeg var nu kommet bort til en åsheldning som vendte mot vest, og idet jeg stanset her fikk jeg høre den kneppe, og jeg skal si det var kar som ikke sparte på versene. Jeg begynte å gå mot den utover den lille heldning og det var ikke lenge før jeg hørte på spillet at jeg var i hold med den.

Det var ennu temmelig mørkt, så jeg kunde ikke skimte de nærmeste omgivelser, men jeg hadde ei gammel furu mistenkt for å huse tiuren. Dets øverste grene raket op mot den lyse himmel, mens den nederste halvpart hvilte i mørke. Det blev imidlertid så lyst at jeg kunde begynne å se efter hvor den hadde sin plass. Spilte gjorde den ustanselig, og nu fikk jeg se dens store vifte slå op for hver gang den slo sitt spill. Den satt lengst ute på en mektig furukvist, og jeg hevet mitt gevær og brente løs, og den store fugl dumpet hodekuls ned.

Nu skjønte jeg hvorfor jeg ikke hørte den om kvelden; den hadde antagelig spasert på benene derfra den slo sig inn og utover den lille åshelding som vendte fra det sted jeg stod. Nedenfor den lille ås hvor der er en liten myr, og den var bedekket overalt med spor.   Her hadde den spilt om kvelden, men kunde ikke høre flere tiurer, men århanen på den annen side spilte fremdeles like ivrig. Jeg tenkte jeg skulde forsøkt å komme den på skuddhold, men det var allerede lyst, og sulten begynte å gjøre sig gjeldende. Jeg gikk derfor tilbake samme vei som jeg hadde gått om kvelden. Kommen op på høiden måtte jeg stå en stund å betrakte utsikten. Solen var nu kommet høit på himlen, den kastet sine stråler over åser og vann. Ute på tjernet svømte et par storlommer i et belte med åpent vann, og når de dreiet sig i solen, skinte deres bryst i regnbuens farver. Jeg måtte nu se å finne min ryggsekk; den hang der heldigvis, og nu måtte kaffekjelen frem, en liten nying ved den store bekk som renner ned gjennem dalen, og snart var kaffen ferdig og maten smakte fortreffelig, da jeg ikke hadde spist på så mange imer. Jeg valgte nu den korteste vei ned til bygden. Fremover brennene hørtes ennu en enkelt århane som spilte i solen, idet den flyttet fra ås til ås. Jeg gikk Knivfjellet ned, og en mann satte mig over elven til Skotselv st. Mens jeg satt her og ventet på toget kom den tanke op hos mig; Hvad er det som drar en så til skogen? Er det urmennesket i en som driver sitt spill? Er det slektskapet med naturen, eller er det motsetningen mellem mennesket som det er til dagligdags, når det kommer inn i den store skogensomhet?

Hvad det nu enn er, den der engang har drukket av skogens fulle beger, stunder derinn med en trang som intet kan tilfredsstille.

Toget kom, jeg fant mig en stille plass og blir nu sittende og døse, trett som jeg var efter all nattevåken og slitet. Toget hviner, jeg ser ut av vinduet, dernede ligger Gulskogen stasjon og turen er endt.

-n»

————

 

Ikke tilgang til bildesida.

Tilgang til bildesiden eiker,priv.no

Jeg beklager at det fortsatt ikke er tilgang til bildesida. Jeg jobber med saken og kanskje jeg må overføre blogg og bilder til et nytt domene.

Jeg har også fått melding om at problemene er så omfattende at bildene ikke vil være tilgjengelige før tidligst midt i april.

Hilsen Arne

 

Jfr meldingen fra «one.com»:

Lagt til 29. februar 2016 14:34

«Hej Arne,

Jeg har nu fået svar fra vores teknikere.

Dit problem er så omfattende, at det først kan løses når vi udgiver vore nye galleri. Det sker medio april – naturligvis er det ikke tilfredsstillende at dette sker, så jeg kan tilbyde dig 1 års kompensation. Dette sættes i stand af vores service-afdeling, hvortil jeg straks videresender denne sag.

Med vennlig hilsen

Mikkel    One.com»

 

Tidligere melding var litt mere optimistisk:

På nytt er det trøbbel med tilgangen til bildesida. Jeg er i kontakt med «One.com» om saken og håper at det er i orden igjen om et par dager.

«Hej Arne, Vi arbejder på sagen henover weekenden og du får en melding fra mig senest mandag eftermiddag. Som det ser ud nu, er der ikke nogen løsning før det, desværre. Jeg takker for din tålmodighed.

Med vennlig hilsen Mikkel One.com»